Sider

torsdag den 27. februar 2014

Tante Tias Hættedragt

For nylig blev jeg færdig med denne fine hættedragt fra bogen "Blød Begyndelse", som blev købt i efteråret. 
Dragten skal bruges til efteråret. Denne gang er det ikke en barselsgave, men til den længe ventede baby jeg har i maven. Planen er, at vores lille dreng flytter ind i paladset i løbet af juni måned.






Dragten er strikket i størrelse 3-6 måneder. Der er brugt blødt og lækkert 100% alpaka garn fra Schachenmayr, købt i "Strikkepinden og den lille Zebra" i Jægergårdsgade.
Modellen er nem at strikke, men der skal bruges en del tid på at sy delene sammen og måske er dragten blevet lidt kort i livet i forhold til længden på ærmer og ben.

Rugbrødslagkage a la Bülow

Det nye hus er blevet vist frem til en del gæster de sidste par måneder. De skulle selvfølgelig have noget godt at spise og et par gange har jeg serveret rugbrødslagkage.
Vi fik denne lagkage fra Johan Bülow i efteråret hos nogle venner. Jeg er ikke specielt vild med lakrids, men denne opskrift var så godt afstemt (og min veninde er dygtig i køkkenet), at smagen af lakrids ikke overtog kagen.
På trods af det har jeg lavet lidt om i opskriften og brugt chokolade i stedet for lakrids.




Endte med følgende resultat:

Bunde:
6 æg
200 g finthakket rugbrød uden kerner (jeg brugte en foodprocessor)
200 g rørsukker
1 tsk bagepulver
100 g hakkede valnødder
3 spsk kakaopulver

Fyld: 
250 g mascarpone
1/4 liter piskefløde
1/2 vaniljestang
75 g hakket mørk chokolade 70%
2 bananer i skiver

Pynt: 
25 g hakket mørk chokolade 70%
Granatæblekerner

Bunde:
Æggene deles og hviderne piskes stive, rørsukker og blommerne vendes i hviderne af lidt efter lidt. Kakaopulveret sigtes inden det vendes i sammen med rugbrød og valnødder. Dejen hældes i en springform (eller deles i to forme til lagkagebunde) og bages ved 175 grader varmluft i ca. 30 min. (lidt kortere hvis dejen er delt i 2 forme). Lad kagen køle af før den deles i 2 bunde.

Fyld:
Piskefløden piskes stiv og vendes med mascorponen. Vaniljestangen flækkes og kornene fra halvdelen af stangen røres i fyldet sammen med den hakkede chokolade.

Halvdelen af fyldet fordeles på den ene bund, ovenpå lægges bananskiver (gem gerne lidt til toppen af kagen. Den anden bund lægges over og resten af fyldet fordeles ud over kagen, også gerne siderne. Til sidst pyntes med de sidste bananskiver, hakket chokolade og granatæblekerner.

Der kan sikkert med fordel anvendes andre former for frugt ex. kiwi eller bær.