Sider

torsdag den 27. juni 2013

Hindbærsnitter

Hr. Krak elsker hindbærsnitter. Sådan rigtigt. Han så også meget glad ud i går, da der blev bagt hindbærsnitter og da de var færdige spiste han en del.
Der findes virkelig mange opskrifter på hindbærsnitter. Tidligere har jeg brugt denne opskrift af Camilla Plum, hvor mørdejen bages før der kommer hindbærmarmelade mellem lagene. Den er meget nem at bage og smager smager godt, men jeg har oplevet at de mister en del af sprødheden dagen efter bagningen.
I går prøvede jeg Claus Meyers opskrift på hindbærsnitter. Her bages mørdejen med marmeladen mellem lagene. Resultatet blev rigtig velsmagende og snitterne er stadig sprøde i dag. Selve dejen tager dog lidt tid at forberede, hvis man selv skal lave mandelmelen.
Det er vigtigt med en god hindbærmarmelade og jeg er så heldig at køkkenskabet indeholdt et par glas af min svigermors hjemmelavede hindbærmarmelade.


Her har jeg valgt den old school udgave med hvid galsur og krymmel.


lørdag den 22. juni 2013

Grydelapper fra Lutter Idyl

Hækleriet er fortsat og det næste projekt er blevet færdigt. Denne gang har jeg hæklet grydelapper fra Lutter Idyl. Det meste af mit håndarbejde bliver foræret væk, men grydelapperne beholder jeg. De har allerede fået en plads i køkkenet og venter på at blive brugt.






mandag den 17. juni 2013

Nye forsyninger fra Valsemøllen

Den sidste uges tid har vi haft ferie. Vi har blandt andet haft nogle dejlige dage på Bornholm, hvor tiden gik med familiebesøg og Folkemødet i Allinge.
Det er efterhånden blevet en fast del programmet, at vi kører til Bornholms Valsemølle i Aakirkeby, når vi er på øen. Valsemøllen har et stort udvalg af forskellige slags mel, fra korn dyrket på Bornholm. Priserne er lave i forhold til supermarkedet og man kan dufte kornet og friskheden, når poserne åbnes. 
Der blev købt stort ind, så der er mulighed for at få bagt en masse brød hen over sommeren.




fredag den 7. juni 2013

Æggekage

Min svigerfar har et hønsehold og vi har for nylig fået en hel bakke med æg lagt af hans høns. Den anden dag havde vi bagt rugbrød så det var ret oplagt at lave æggekage til aftensmaden.




Æggekage til 3-4 personer:

8 æg
2,5 dl mælk
salt peber
1 håndfuld frisk timian

Det hele røres sammen i en skål. Massen hældes på en pande og steges ved svag varme under låg til æggekagen er fast.
Serveres med rugbrød, tomatskiver og sprød bacon.

onsdag den 5. juni 2013

Pærejuice

I køkkenets maskinpark gemmer der sig blandt andet en juicepresser. Det er en nem og hurtig måde at lave friskpresset juice og da der stadig var en del pærer tilbage, fra sidste levering fra Aarstiderne, blev maskinen fundet frem.
I dag blev det en sød og tiltrængt forfriskning på en sommer eftermiddag, hvor smagen af pærer var perfekt.





Til 1 liter juice skal der bruges:

4 pærer
3-4 æbler (gerne søde)
2 appelsiner

Juicen serveres kold med isterninger.