Sider

mandag den 19. maj 2014

Chokolademuffins med rabarber

Rabarbersæsonen har ramt paladset igen og mens jeg venter på at de ny plantede rabarberbuske bliver større ude i haven, bruger jeg dem fra supermarkedet. For nylig blev det til chokolademuffins med rabarber pyntet med mascarponecreme og bagte rabarber.




Opskriften er en variant af denne muffinsopskrift med lidt tilretninger så det passer med chokoladen.

Muffins (16 stk):
125 g smør
200 g rørsukker
3 æg
100 g chokolade 70%
1 tsk vaniljeekstrakt eller en 1/2 vaniljestang
3 spsk kakao
1 tsk bagepulver
lidt salt
200 g mel
1,5 dl mælk
300 g rabarber

Rabarberne skæres i stykker og drysses med sukker. Lad dem trække 30 min.
Chokoladen smeltes langsomt over et vandbad. Imens røres smøret blødt sammen med rørsukkeret. Vaniljeekstrakten tilsættes og æggene røres i et af gangen. Den smeltede chokolade røres i dejen. Kakao, bagepulver, salt og mel sigtes i dejen, hvorefter mælken røres i. Til sidst tilsættes rabarberne.
Dejen fordeles i muffinsforme og bages ved 180 grader i 20-25 min. Køl gerne kagerne af i formene
Når kagerne er kølet helt af kan de pyntes. 

Pynt:
bagte raberber 
1/2 bøtte mascarpone
1 vaniljestang
lidt sukker
2,5 dl piskefløde
Evt. sølvfarvede sukkerkugler

Start med de bagte rabarber (jeg brugte ca. 200 g rensede rabarberstilke). Rabarberne skæres i skiver på 1/2-1 cm og vendes i rørsukker. De placeres i et ovnfast fad og bages i oven ved 150 grader i til de er møre men stadig faste. Det tager 15-30 min. Når rabarberne er kølet helt af, skæres de i endnu mindre stykker. Gem evt. et par hele stykker til hver muffins til at pynte af med.
Vaniljestangen deles, kornene skrabes ud og røres sammen med mascarponen. Fløden pisken og vendes i masparponen. Smag til med sukker og vend de små stykker bagte rabarber i cremen.
Cremen fordeles på hver muffin. Der kan bruges en sprøjtepose for et pænere resultat. Slut af med af pynte kagerne med rabarberstykker og sukkerkugler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar